Hårdhedsklausul i kontrakter og forskellen fra force majeure

Hvad er en hårdhedsklausul – og hvornår giver den mening?

En hardship-klausul bruges typisk i danske erhvervskontrakter, når opfyldelse stadig er mulig, men er blevet usædvanligt byrdefuld for den ene part. Det kan for eksempel skyldes massive prisstigninger på råvarer, drastiske ændringer i fragt- og energipriser eller nye myndighedskrav, der ændrer forudsætningerne efter underskrift. Pointen er ikke “umuliighed”, men en kontraktbalance, der er væsentligt forrykket.

I praksis ses hardship især i længerevarende B2B-aftaler, herunder leverandøraftaler, distributionsaftaler, SaaS-kontrakter og offentlige udbud. Jo længere løbetid og jo mere volatile omkostninger, desto større værdi har en mekanisme, der kan åbne for justering frem for misligholdelse. For eksempel kan en femårig fastprisaftale blive økonomisk urimelig, hvis energi-, transport- og råvarepriser stiger dramatisk, selvom leverancer fortsat kan gennemføres.

“Hardship handler ikke om, at du ikke kan levere – men at det er blevet urimeligt dyrt eller byrdefuldt at gøre det på de aftalte vilkår.”

Sådan fungerer hardship i praksis – og hvorfor drafting er afgørende

En hårdhedsklausul giver typisk den belastede part ret til at kræve genforhandling, når uforudsete omstændigheder fundamentalt ændrer kontraktens økonomiske eller praktiske balance. Målet er som regel at tilpasse aftalen til nye forhold, ikke at slippe ud af samarbejdet. Derfor er det afgørende, at klausulen beskriver både tærskel og proces, så parterne ved, hvad der forventes, når klausulen påberåbes.

Mange moderne aftaler gør hardship mere operationel ved at knytte den til klare kriterier, herunder at begivenheden er opstået efter kontraktindgåelsen, ikke med rimelighed kunne forudses, ligger uden for partens kontrol og ændrer balancen markant. Derudover ser man ofte konkrete tærskler, såsom at en omkostningsstigning over 20 eller 30 procent udløser genforhandlingsret. Det mindsker efterfølgende fortolkning og reducerer risikoen for, at uenigheder eskalerer.

Konflikter opstår ofte, fordi kontrakten er tavs om, hvad der sker efter påberåbelse: Skal leverancer fortsætte under forhandlingerne, hvor hurtigt skal modparten reagere, og hvem dokumenterer omkostningsstigninger? Her kan strukturerede workflows gøre en praktisk forskel, fordi varsling, dokumentindsamling og interne godkendelser kan standardiseres, så processen bliver forudsigelig og tidskritiske beslutninger ikke går i stå.

Hvis du skal skabe overblik i en stor aftaleportefølje, kan AI-værktøjer også hjælpe med at finde og analysere bestemmelser om hardship, force majeure og prisregulering på tværs af kontrakter. Flere virksomheder bruger eksempelvis ClearContract til at identificere relevante klausuler hurtigt, når markedet ændrer sig, så genforhandlingsmuligheder og risikopositioner bliver tydelige. Du kan også læse mere om emnet på hårdhedsklausul i kontrakter.

Forskellen på hardship og force majeure (og hvorfor det betyder noget)

Selvom hardship og force majeure ofte nævnes i samme åndedrag, regulerer de to forskellige situationer med forskellige retsvirkninger. Force majeure bruges typisk, når opfyldelse bliver umulig eller praktisk uigennemførlig på grund af ekstraordinære begivenheder uden for partens kontrol, såsom krig, naturkatastrofer, eksportforbud eller omfattende myndighedslukninger. Her handler det ofte om ansvarsfritagelse eller suspension af forpligtelser.

Hardship er derimod relevant, når opfyldelse stadig kan lade sig gøre, men på vilkår der er blevet urimelige. Under COVID-19 blev forskellen tydelig: Nogle kunne slet ikke levere på grund af nedlukninger eller restriktioner, mens andre fortsat kunne levere, men til langt højere omkostninger eller under væsentligt ændrede vilkår. Derfor ser man ofte begge klausultyper i samme kontrakt, men de bør afgrænses klart, så der ikke opstår overlap og tvister om, hvilken bestemmelse der gælder.

Mange virksomheder arbejder også med “soft” og “hard” hardship-modeller. En soft-model fokuserer på genforhandling i god tro, mens en hard-model kan give en voldgiftsret eller tredjemand mulighed for at tilpasse kontrakten, hvis forhandlingerne bryder sammen. Har du mange kontrakter, kan central kontraktstyring og AI-baseret dataudtræk gøre det lettere at se, hvilken model der gælder hvor, og hvilke varsler der følger med.

Key Takeaways

• Hardship bruges, når opfyldelse stadig er mulig, men er blevet urimeligt byrdefuld, mens force majeure typisk handler om umulighed eller praktisk uigennemførlighed.
• De bedste klausuler gør tærsklen målbar, for eksempel via hændelsestyper eller procentsatser, og beskriver en tydelig proces for varsling, dokumentation og genforhandling.
• Hardship bør koordineres med prisregulering, change-of-law og force majeure, så der ikke opstår overlap eller uklarhed.
• Næste skridt er at gennemgå jeres længerevarende aftaler og vurdere, om klausulerne passer til jeres risikobillede i dag, ikke kun da aftalen blev underskrevet.